Dagplejen besøger grisene

Grise er ikke bare nogen der lugter - det lærte dagplejebørnene, da de besøgte Hestbjerg Økologi i Tim. Dagplejebørnene var rigtig seje og mødte op i regntøj og gummistøvler og de gik en lang tur helt ud i faremarken. Her kunne de se og opleve de små pattegrise i farehytterne. Grisene var meget nysgerrige og ville meget gerne hilse på de små besøgende.

Nøøøjjj … den siger muuuh’ var der en af børnene der udbrød, da en af grisene stak trynen frem. Det var en lærerig dag og inden turen var omme kunne alle de større børn grynte, som en lille gris.

Dagplejebørnene kom fra Tim, Stadil-Vedersø, Karinas private dagpleje og Louises private naturdagpleje. Det var den private naturdagplejer Louise Schmidt Christensen, som havde taget initiativ til besøget: ’Det er vigtigt, at dagplejebørnene oplever mange forskellige dyr og at de lærer, at grise ikke bare er nogen der lugter. Børnene skal lære, hvordan dyrene lever og hvor vi får vores mad fra.’

Dagplejebørnene var helt vilde med de små pattegrise. De syntes også, at det var spændende at se de store drægtige søer. De drægtige søer går på marken i store flokke og bor i store fælleshytter indtil de skal fare og får hver deres egen hytte. ’Se de er ved at bygge en efterskole’ var der en af de friske drenge der udbrød – og ja, det er da rigtigt, at det godt kunne ligne en efterskole med de mange grise og de store hytter.

Da det begyndte at regne blev besøget på bondegården afsluttet med ’skovtur’ i personalerummet. Her kunne børnene sidde på tæpper i tørvejr og spiste madpakker. Dagplejebørnene havde en fin gave med. Det var to lyserøde grise, som de selv havde malet. De står nu og pynter i personalerummet.

Tak for et hyggeligt besøg.