Udfordringer og dilemmaer med økologiske grise

Vi har valgt at lave et afsnit her på vores hjemmeside, hvor vi fortæller om de udfordringer vi oplever med økologiske Grise. Vi fortæller også om, hvordan vi håndterer udfordringerne og forsøger at finde løsninger.

Vores vigtigste opgave er rettidig omhu. Vi skal forudse, hvilke udfordringer og risici der kan opstå på drægtighedsmarken, faremarken og i slagtegrisestalden. Og gerne kontrollere en ekstra gang om alt er i orden.

Rettidig omhu  og sund fornuftbetyder, at vi skal være på forkant med begivenhederne. I praksis betyder det, at vi ikke accepterer noget tab fordi vi ikke i tide har tænkt os om. Et par eksempler kan være:

Tjek vejrudsigten og forudset, at der f.eks. skal hænges vintergardiner op i farehytterne, så de nyfødte grise ikke fryser og får diarre.

Tjek vandforsyningen og tænd for vandet, så sølehullerne mellem poppeltræerne fyldes, når temperaturen er 15 grader, så vi ikke får varmestressede søer.

Tildel beskæftigelsesmateriale og/eller giv grovfoder, så slagtegrisene ikke slås eller bider haler.

Tjek olie og vand på maskinerne en gang om ugen, så vi undgår dyre nedbrud.

Gi’ en hjælpende hånd, hvis en af dine kollegaer har brug for hjælp.

Rettidig omhu og respekt for detaljerne betyder, at vi kan forberede os og agere i god tid, men også, at vi kan agere hurtigt, hvis der er behov for det. På den måde sikre vi, at vi lever op til vores mål om dyrevelfærd og medarbejdertrivsel.

Regn, regn og atter regn.

I vinterperioden kan det regne flere uger i træk. I perioder med meget regn er vi udfordrede på faremarken og på drægtighedsmarkerne fordi der er alt for vådt og vores maskiner skaber mudder når vi kører rundt og fodre og tilser grisene.

Mudderet skaber ekstra arbejde med at holde hytterne tørre. Hytterne tjekkes hver dag og der tildeles ekstra frisk halm efter behov. På den måde sikre vi, at der altid er tørt halm i hytterne, så grisene har et varmt sted at ligge og sove. I vinterperioden er der en lavere tilvækst. Derfor gør vi en ekstra indsats for at få soen til at kommer ud og spiser.

Om vinteren når det sætter ind med sne og frost kræver det en ekstra indsats i forhold til at 'hakke is'. Når vandtrugene fryser til is skal isen manuelt hakkes i stykker og isflagerne fjernes inden der igen fyldes frisk vand i truget.

Om vinteren sætte vi 'gardiner' for indgangen til hytten. Det er tykke plastikstrimler, der forhindre træk og skaber læ i hytten.

Vi sætter ringe i trynerne på alle avlsdyr. Dvs. de sopolte (hungrise), der senere bliver til søer (de kommende mødre). Vi gør det for at beskytte det plantedække der er på jorden på grisemarkerne. Det er lovmæssigt bestemt. Det betyder, at vi har pligt til at sørge for en plantevækst på grisemarkerne, der kan optage den gødning, som grisene spreder på marken. Sopoltene får ring i næsen, når de er 4-5 måneder gamle og vejer ca. 80 kg. I andre lande har man ikke det samme krav til plantedække på grisemarkerne. I Danmark er der valgt et kompromis mellem miljø og dyrevelfærd.

Der er et Ph-D studie i Danmark, der omhandler ringning af søer. Her konkluderes det, at selvom ringning er et forholdsvist voldsomt indgreb synes det ikke at påvirke dyrevelfærden voldsomt. Når først den umiddelbare ømhed efter, at ringen er sat i har fortaget sig. Vi sætter selv ringene i. Det er et indgreb der tager under 20 sekunder.

Vi kan se, at hvis en so taber sin ring i næsen, så graver hun hele folden op, så der næsten ikke er et græsstrå tilbage  – og det gør hun på få dage.

Et af de største dilemmaer vi har er kastration af hangrisene. Det er ubehageligt både for grisen og den medarbejder, der skal udføre kastrationen. Derfor gør vi det på den mest skånsomme måde. Grisene kastreres under bedøvelse og smertelindrig. Vi kastrerer grisene når de er et par dage gamle. Alle der foretager kastration har forinden taget et kursus i kastration af grise, herunder 'Lokalbedøvelse i forbindelse med kastration'.

Årsagen til at grise kastreres er for at forhindre udvikling af den grimme lugt og smag af orne, der ellers kan udvikle sig i kødet. Det forårsages hovedsageligt af forhøjede koncentrationer af androstenone og skatol i fedtvævet.

Fritgående økologiske grise har nogle rammer, hvor deres naturlige instinkter udvikles i højere grad end, hvis de gik i en lukket stald. Det betyder, at ornerne springer på hinanden. Dette kan være voldsomt og grisene kan skade hinanden. Ved kastration undgår vi denne adfærd.

Problemstillingen er et godt eksempel på et dilemma mellem dyrevelfærd og naturlighed på den ene side og økonomi, slagteriernes krav og forbrugernes forventninger på den anden side. Der forskes intensivt i at løse problemerne med ornelugt, sådan at man i fremtiden kan udgå at kastrere hangrise.