Erhvervspraktik

Velkommen i praktik hos Hestbjerg Økologi

Overvejer du, at du gerne vil arbejde indenfor landbrug?  - så er det en god ide, at tage i erhvervspraktik på en gård. På et landbruget er der  mulighed for mange forskellige arbejdsfunktioner.  Vi er en økologisk gård med økologiske grise. Derfor kommer du til at arbejde med økologiske grise, hvis du tager i praktik hos os.

Vi har elever i praktik, som kommer fra folkeskoler, friskoler, efterskoler, gymnasiet, universitetet og erhvervsuddannelser. Vi har også praktikanter, som f.eks. ønsker at uddanne sig til dyrlæge og som gerne vil bo og arbejde hos os 1-2 uger for at lære mere om økologi og grise.

Vil du gerne i erhvervspraktik hos os, skal du kontakte Marianne Fløe Hestbjerg enten ved at ringe på mobil 30600170 eller sende en mail til marianne@Hestbjerg.dk

Er du ordblind?

Vi har en del der kommer i praktik, som er ordblinde.  Er du ordblind, så er du velkommen til at ringe til Marianne Fløe Hestbjerg på mobil 30600170 og få alle informationerne i telefonen.

Er du i praktik, så er du en del af teamet

Kommer du i erhvervspraktik hos Hestbjerg Økologi, så får du lov til at være en del af teamet. Det betyder, at du skal møde til tiden, og at du skal gøre dit bedste for at bidrage og være en del af teamet. Vores medarbejdere vil så tage sig rigtig godt af dig.

Forventningsafstemning

Inden du starter i praktik laver vi en forventningsafstemning. De bedste forløb er de forløb, hvor vi kender dine ønsker og drømme og du kender til, hvad vi kan tilbyde her på Hestbjerg. I denne proces er det vigtigt, at alle parder er åbne og ærlige. Er du under 18 år, så skal dine forældre og/eller lærer deltage i mødet. Kommer du langvejsfra, så kan mødet foregå telefonisk eller virtuelt.  Er du over 18 år er dine forældre velkomne til at deltage, men det er ikke et krav.

Et forløb der passer til dig

Hvor meget du kan være med til at lave afhænger af, hvor meget du har prøvet inden du kommer i praktik. Vi har haft praktikanter der aldrig har arbejdet på landet og praktikanter, der både har passet grise og har traktorkørekort. Vi tilrettelægger et forløb, der passer til dig og justerer løbende. De bedste forløb er, når du som praktikant aktivt byder ind og viser, at du er interesseret i dine kollegaer, grise og landbrug.

De praktikanter, vi tidligere har haft i praktik har været glade for at være i praktik på hos os, men de har også lært, at det kræver noget at være landmand. Solen skinner ikke altid, når vi arbejder med økologiske grise. Er du åbne og indgår i samtalen på gården, er det sjovere for alle parter. Fortæl os, hvis der er noget du gerne vil prøve eller hvis der er noget, som der er for svært.

Vi bruger humor på gården, så der kan godt blive sagt sjove ting med et glimt i øjet.

Carl og Niels Peter i praktik hos Hestbjerg Økologi

Praktiske informationer inden du kommer i praktik

Er der noget særligt vi skal tage hensyn til?
Er der noget, som kræver, at vi skal tage et særligt hensyn, så er det vigtigt, at vi får besked i god tid.

Smitte - vi passer godt på vores grise
Ingen som kommer på vores gårde må have været i kontakt med andre grise indenfor 24 timer. Det er pga. smittefare. Du må heller ikke medbringe tøj eller fodtøj der har været på en anden besætning med grise. Der må ikke medbringes fødevare, der indeholder hjemmelavet kød fra udlandet.

Påklædning
Praktikanterne skal selv medbringe varmt og vandtæt tøj efter vejret. Om sommeren har medarbejderne typisk lange arbejdsbukser, en T-shirt, en langærmet trøje og en windbreaker på. Om vinteren har medarbejderne typisk skiundertøj på og en varm kedeldragt (Harboøre habit) til at tage udenover samt et sæt regntøj. Vi har ekstra overtrækstøj, som du kan låne.

Fodtøj: Vi har sikkerhedsgummistøvler, praktikanten kan låne (med mindre de bruger over str. 44-45). Der må ikke medbringes fodtøj, der har været på andre besætninger med grise.

Mødetid
Alle møder kl. 07.00 dvs. alle møder ind kl. 6.45 og gør sig klar til at starte kl. 7.00. Arbejdsdagen slutter ca. kl. 15 - 16 og ca. kl. 14.00 fredag.

Der kan laves særlige aftaler, hvis mødetidspunkt mm ikke passer i forhold til transport. Der går desværre ingen busser til Hestbjerg.

Madpakker
Alle holder pause sammen kl. 10.30. Alle har selv madpakker med. Vi har kaffe og te.
Bor du hos os i din praktikperiode smører du din madpakke hos os og spiser de øvrige måltider sammen med os.

Sprog
Der bliver ofte talt engelsk eller dansk/engelsk og dansk eller vestjysk. Det er ikke et krav, at praktikanterne kan tale engelsk, men det er en fordel, at de kan noget engelsk.

Fravær
Bliver praktikanterne syge og kan de ikke komme på arbejde, så skal de kontakte deres kontaktperson eller Marianne Fløe Hestbjerg på mobil 30600170.

Kontaktoplysninger på nærmeste pårørende
Når du starter i praktik skal vi have kontaktoplysninger på to af dine nærmeste pårørende, som vi kan kontakte i tilfælde af, at der sker en ulykke eller andet.

Besøg af praktik/kontakt lærer
Kommer der en kontaktlærer på besøg vil vi meget gerne have besked, så vi kan være med til samtalen og sikre, at praktikanten trives og har det godt. Vi vil gerne hilse på og få det passet ind i forhold til medarbejdernes arbejdsdag. Husk at reglerne omkring smitte også gælder for kontaktlæreren. 

Paul Laggner fra Østrig i praktik

Er der noget særligt vi skal tage hensyn til?
Er der noget, som kræver, at vi tager et særligt hensyn, så er det vigtigt, at vi får besked i god tid.

Du må meget gerne ringe eller skrive til os
Vi kan godt lide, hvis du som praktikant selv tager kontakt til os – det viser, at du rigtig gerne vil i praktik hos os.
Vi kan desværre ikke tage alle der kontakter os i praktik. Vi bestræber os på at tage så mange som muligt i praktik og lave nogle spændende og lærerige forløb.

Vi glæder os til at se dig i praktik på Hestbjerg

Hilsen
Marianne og Bertel Hestbjerg