Hvad er en ‘Poppelgris fra Hestbjerg’?

Hvad er en ’Poppelgris fra Hestbjerg’?

Kød som sælges under mærket “Poppelgris fra Hestbjerg” er fra grise som er født/opvokset på én af ejendommene under Hestbjerg Økologi. Vi har udviklet en række tiltag som skal forbedre grisenes velfærd i forhold til det almindelige økologiske produktionskoncept.

De 4 særlige tiltag, der velfærdsmæssigt bygger oven på det almindelige økologiske produktionskoncept er:

Tilplantning med skov på faremarkerne.

Pattegrisene dier soen i minimum 10 uger.

Wellness til slagtesvinene.

Grovfoder med økologiske rodfrugter.

COOp har lavet en ordning med dyrevelfærdshjerter 'Dyrevelfærd så det kan mærkes'. Der er fire mærker med 1-4 hjerter. De fire hjerter 'Det ekstra Gode Liv' tildeles af et uafhængigt ekspertpanel og gives kun for den ekstraordinære store indsats, der gør en markant forskel for dyrevelfærden. 

 

læs mere om dyrevelfærdsordningen her

Tilplantning med skov på faremarkerne

Grisen er oprindelig et skovdyr og deres naturlige instinkter er at rode i jorden mellem træerne og finde føde. Vi ønsker at skabe leveforhold, hvor grisen kan bruge sine instinkter og gøre det, der er naturligt for en gris. Derfor har vi valgt at plante skov med både popler, graner og frugttræer på mellem 25 og 30 % af arealet på faremarkerne. Skoven skaber skygge om sommeren, hvilket er godt, da grisene ikke trives ved høje temperaturer. Når stærk varme kombineres med tidspunktet for søernes faring (fødsel) kan det give velfærdsmæssige udfordringer. Træer som en integreret del af farefolden betyder, at vi blot lader søerne vælge om de vil bygge rede og fare under træernes skygge, eller om de foretrækker hytten.

 Det betyder i de varme perioder, at personalet tager en ekstra rundtur på faremarken sent om aftenen og tidligt om morgenen, da det er vigtigt at vi finder de nyfødte grise og får dem flyttet i sikkerhed i hytten før krager og ravne finder ”spisekammeret”. Når først selve faringen er overstået er det heller ikke noget problem at flytte dyrene tilbage til hytten. Det er selve farings-sekvensen - hvor soen yder et kæmpe arbejde – der kan føre til velfærdsproblemer for soen, når temperaturen er alt for høj.

Grisene opholder sig meget mellem træerne og efterlader derfor også naturligt en stor del af deres gødning mellem træerne. Træerne er med til at binde kvælstof og andre næringsstoffer, så risikoen for miljøforurening fra grisemarkerne mindskes. Specielt har træernes dybe rødder og lange vækstsæson en positiv betydning i miljøregnskabet.

Tanken er, at vi om nogle år, når træerne er omkring 10 år gamle, vil ”høste” poppeltræerne i ca. 2 meters højde. Så vil der i løbet af ét år dannes en ny krone, der kan give skygge til grisene samtidig med at der stadig vil være den kraftige stamme som kan holde til at soen kløer sine op mod 300 kg tunge krop op ad stammen.

Samlet har vi plantet omkring 70.000 poppeltræer. Hvis vi leger med tanken om at de ”høstes” hvert 10. år betyder det at vi i gennemsnit kan hugge flis af 7.000 træer årligt. Det giver en ganske stor dynge med økologisk dyrket biomasse. 

Skoven på grisemarkerne bryder landskabet og skaber dermed en anderledes biotop. Vi har ikke lavet nogen videnskabelig optælling af dyrelivet, men kan glædeligt konstatere at i alt fald agerhønsene trives rigtig fint med poppelbælterne.

Pattegrisene dier soen i minimum 10 uger

10 ugers dieperiode er et meget vigtigt element i poppel-konceptet.

Jo kortere dieperiode jo flere kuld kan den enkelte so nå på et år. Moderne konventionel svineproduktion opererer med en dieperiode helt ned til 3 uger (i visse tilfælde endda kortere). EU-økologi kræver minimum 6 ugers dieperiode og en dansk særregel siger minimum 7 uger.

Grisenes modstandskraft er direkte korreleret med fravænningsalderen. Den beskyttelse, grisene har fået fra immunstofferne i råmælken, yder kun en meget lille beskyttelse ved 3 ugers alderen, og samtidig har grisene kun i meget ringe grad startet deres egen opbygning af disse vigtige immunstoffer.

Grisenes fordøjelsessystem er ved 3-4 ugers alderen stadig under udvikling. Det er hovedsageligt de enzymer, som er nødvendige for at fordøje mælk, der er til stede og i mindre omfang de enzymer, som er nødvendige for at fordøje vegetabilsk foder.

Derfor er fravænning af grise traditionelt en vanskelig affære som kræver tæt overvågning, optimalt foder og ofte medicinsk indgriben.

Ser vi på hvordan grise fravænner i naturen, så fravænner vildsvin typisk ved 12 – 17 uger. Forsøg i Sverige (Knut Boe, Agricultural University of Norway) viser, at tamgrise der sættes ud fravænner ved 9-10 uger.

Derfor har vi som et væsentligt element i poppelgrisen valgt 10-ugers fravænning.

Ulempen er selvfølgelig væsentligt færre grise pr so pr år.

Fordelene ved den senere fravænning er modsat at vi fravænner store stærke grise der fysiologisk er klar til livet uden mors mælk. Trods det kan fravænning stadig være en kritisk fase i grisens liv og vi har stadig fuld fokus på fodersammensætningen i denne periode.

Vi har været meget glade for at kunne konstatere at grisene ved 10- ugers fravænning i gennemsnit vejer over 26 kg. (ved 7-ugers fravænning vejer grisene omkring 13 kg). Yderligere kan vi konstatere, at soen sagtens kan tåle at die de meget store pattegrise. Faktisk tager soen ca.10-15 kg på i de sidste uger af dieperioden (laktationen). 

Overgangen til 10-ugers fravænning er et væsentligt skridt på en vej, hvor den ultimative målsætning er at kunne indrette et produktionssystem, hvor brug af antibiotika til slagtesvineproduktion bliver overflødig.

Grovfoder med økologiske rodfrugter

Alle grise kommer på stald når de er 10 – 12 uger gamle (en gris bliver typisk 22 - 24 uger inden den slagtes). I staldene har grisene mere end 3 gange så meget plads som en konventionel gris. De har et soveareal med masser af halm – eller anden strøelse - samt et spiseområde, der er under tag. Her foruden har de en stor udendørs løbegård, hvor halvdelen er overdækket.

Ovenstående er standardindretningen for en stald til økologiske grise, og også en skabelon som vi følger, når vi laver poppelgrise.

Hos os indretter vi store stier på 600 – 800 m2. Det betyder store flokke af grise, hvor den daglige pasning bliver vanskeliggjort af at det kan være en udfordring at overskue samtlige grise i stien. Til gengæld giver de store stier mulighed for at vi kan ”lege” med indretningen og indrette egentlige aktivitetsområder i stien.

Vi har lavet nogle særlige tiltag i forhold til slagtegrisene. Samtidig er det et område, hvor vi de kommende år, forventer at udvikle endnu en række nye tiltag.

En økologisk gris skal tilbydes grovfoder. Det kan nogle gange opfattes som et lidt besværligt tiltag, der egentlig mest er noget ”bøvl”. Vi har valgt at angribe området positivt (når vi nu alligevel skal bøvle med grovfoderet).

Derfor har vi indgået en aftale med DanRoots, der er en stor virksomhed, som forsyner detailhandlen flere lande i Nordeuropa, med økologiske rodfrugter (gulerødder, rødbeder, jordskokker, persillerødder, pastinak mv). I denne produktion er der en forholdsvis stor frasortering af rodfrugter som enten er for store, for små, skæve eller …

Vi køber 10 – 20 tons økologiske rodfrugter om ugen. Rodfrugterne hakkes og blandes med ensilage (græs eller helsæd) og tildeles alle slagtegrise og de drægtige søer på drægtighedsmarken hver dag. Grisene elsker det. Kun i de 3 varmeste sommermåneder må grisene nøjes med ensilagen, da rodfrugterne allerede efter én dag begynder at rådne når temperaturen er for høj.

Wellness til slagtesvinene

Der er ingen tvivl om, at et frit liv på marken er svært at konkurrere mod, når vi ved 10 uger vælger at tage grisene på stald. De store stier og en prioritering af grovfoderet skal være med til at kompensere for livet på marken/skoven.

Et andet – og måske det væsentligste – tiltag, er indretning af et ”wellness-område” hver sti.  Wellness-området er et 45 – 55 m2 stort legeområde, hvor vi 3 gange om uden tildeles lyngflis, som grisene elsker at rode i. Lyngflis er et materiale som vi køber når staten plejer de vestjyske hedearealer.

I gamle dage slog bønderne lyng på heden. Lyngen brugte man som vinterfoder til køerne. Ikke et særlig næringsrigt foder, men køerne kunne overleve på lyngen. Dette er der ikke længere nogen som praktiserer. Det betyder at lyngen, når den bliver gammel, visner og formulder på heden. Derved bliver den sandede hedejord beriget med næringsstoffer, der betyder at andre planter som græsser, fyr og birk kan trives og udkonkurrere lyngen. I et forsøg på at bevare arealer med lynghede, har man lavet en maskine som ”skræller” det øverste muldlag af heden (for igen at komme ned til den rå sand). Sammen med muldlaget høstes de græsser og buske som står på arealet. Dette miks kalder vi for lyngflis og grisene elsker at rode rundt i materialet.

Det kan være svært ikke at trække på smilebåndet, når man står og ser på hvordan grisene graver i lyngflisen.

Se filmen om lyngflis.